Det er individuelt, om man foretrækker at sove køligt eller lunt. Oftest er ens præferencer baseret på vane – hvis man som barn altid sov med åbent vindue, er det sandsynligt, at man også gør det som voksen. Og så fremdeles. Genetik kan imidlertid også spille ind.
Søvnforskere pointerer, at der ikke er nogen temperatur i soveværelset, der er bedre end andre, men skal man endelig vælge, ligger den 'bedste' temperatur mellem 15 og 22 grader. Ved en temperatur i det leje bruger man ikke uforholdsmæssigt mange ressourcer på enten at komme af med varme eller holde på den. Altså en god middeltemperatur, så du kan roligt vente med at slukke helt for radiatorerne.
Hold på varmen
Der er også andre årsager til, at det er klogt at lade radiatoren køre i soveværelset end blot at få en god nattesøvn. Undersøgelser viser, at soveværelset er det rum i boligen, der hyppigst har fugtproblemer, og det er ikke sådan at spøge med. Fugtproblemer kan med tiden udmønte sig i den sundhedsskadelige skimmelsvamp – en gæst, man nødigt vil have inden for dørene og da slet ikke i et rum, man tilbringer mange timer i hver nat. Paradoksalt nok er det netop fordi, vi opholder os i mange timer i soveværelset, at rummet er særligt disponeret for fugt. Blandt andet, i hvert fald. Når vi sover, afgiver vi nemlig masser af varme og dermed fugt. Manglende udluftning kan derfor give fugt- og støvproblemer.
Desværre er den hellige grav ikke velforvaret ved blot at åbne vinduerne på vid gab og lade dem stå sådan hele døgnet. For hvis soveværelset bliver for koldt, bliver også gulve, lofter og vægge i rummet kolde, og når den varme luft fra resten af huset møder kuldebroen, dannes der kondens, og dermed stiger luftfugtigheden i rummet.
Samme temperatur i hele huset
Hvis soveværelset er for varmt, bliver rummet fugtigt. Hvis soveværelset er for koldt, bliver rummet også fugtigt. Det skal ikke være nemt at gøre det rigtigt, men en god tommelfingerregel er at holde den samme temperatur i hele huset og så være flittig med udluftningen. Det gælder i øvrigt også for de øvrige rum i hjemmet. På den måde sikrer du et godt indeklima uden fugt og husstøvmider.
Læs også:
Hvordan lys i soveværelset påvirker din søvn
Forlæng din hovedpudes levetid
Søvnproblemer og stress
Kilder: Videnskab.dk, Information.dk, Huffingtonpost.com