Læs mere om
Søvn og sundhed
Hvad er drømme og hvorfor drømmer man?
Læs også
91448942288297

Fryser du om natten uden at vide hvorfor?

Hvis du ofte fryser om natten, kan det både hænge sammen med temperaturen i soveværelset og med alt det, som du sover med og på. Kroppens temperatur falder nemlig naturligt, når du skal sove og den når sit laveste punkt i løbet af natten.

Samtidig ligger du stille i mange timer og producerer mindre varme gennem bevægelse end tilfældet for eksempel er i dagtimerne. Derfor kan et soveværelse, der føltes behageligt ved sengetid, pludselig føles betydeligt køligere hvis du vågner op og ryster klokken fire hver morgen.

Vores 5 gode råd til at fryse mindre om natten

Hos Drømmeland har vi spurgt vores sengerådgivere om deres 5 bedste råd til at undgå at fryse om natten. Vores sengrådgivere kom blandt andet ind på det åbenlyse såsom temperatur og valg af dyne - men havde samtidig et par mere unikke råd, som du måske ikke har hørt før. Herunder er hvad de svarede.

Tjek temperaturen i soveværelset

Et køligere soveværelse er godt for søvnen, men der er ingen grund til at ligge og fryse. For mange fungerer en temperatur omkring 16-20 grader rigtig godt, men den rette temperatur er meget individuel og kan endda være svingende i perioder.

Hvis du især fryser i de tidlige morgentimer, kan temperaturen i rummet være faldet flere grader i løbet af natten. Mærk også efter, om der kommer træk fra vinduer, døre eller en ydervæg tæt på sengen.

Skru hellere lidt op for varmen eller vælg varmere sengetøj end at forsøge at vænne dig til en temperatur, du tydeligvis er utilpas ved.

Vælg en varmere dyne med en høj isoleringsevne

Hvis resten af soveværelset føles behageligt, men du stadig fryser, er dynen et af de absolut bedste steder at starte.

En vinterdyne har nemlig mere isolerende fyld end en sommerdyne og holder derfor bedre på den varme, som din krop afgiver når du ligger i sengen. Dun er særligt effektivt til at holde på varmen uden at gøre dynen meget tung. Uld isolerer også godt og kan samtidig optage fugt, mens fiberdyner findes i både kølige og meget varme udgaver.

Se derfor på dynens varmegrad frem for kun på materialet. Fryser du let, kan du med fordel vælge en varm vinterdyne med mere fyld frem for blot at lægge flere sengetæpper ovenpå.

Madrassen har også stor betydning for temperaturen

Det er ikke kun dynen, der bestemmer, hvor varmt du sover. Materialerne i madrassen har nemlig også betydning for, hvor hurtigt varme kan slippe væk fra kroppen.

Madrasser i memoryskum former sig nemlig tæt omkring kroppen og holder generelt mere på varmen end eksempelvis latex og madrasser med fjedre, hvor ventilationen til kroppen ofte er en smule bedre.

Hvis du sover med en topmadras kan det også være en fordel at undgå materialer såsom latex, der nemlig egner sig bedre til dem der oplever at have det for varmt når de sover.

Hold især fødderne varme i sengen

Det lyder måske sjovt - men kolde fødder kan være nok til, at resten af kroppen føles kold. Et par løse sokker kan derfor gøre en overraskende stor forskel.

Vælg nattøj, der hverken strammer eller bliver fugtigt. Vi anbefaler også, at du sover med tykkere bomuldssengetøj fremfor eksempelvis sengetøj i satin eller silke.

Undgå at pakke dig så meget ind, at du begynder at svede - men samtidig pak dig godt nok ind til, at du ikke vågner frysende op senere på natten.

Læg mærke til, om du også fryser om dagen

Hvis du pludselig er blevet mere kuldskær eller fryser meget, selv når andre omkring dig har det varmt, er det ikke nødvendigvis sengen, der er problemet.

Tendensen til at fryse kan blandt andet ses ved lavt stofskifte. Her optræder kuldskærhed ofte sammen med andre symptomer som træthed, tør hud, forstoppelse eller øget søvnbehov. Oplever du vedvarende eller uforklarlig kuldskærhed, er det derfor en rigtig god idé at tale med din læge frem for eksempelvis blot at købe en tykkere dyne.

Vores dygtige sengerådgivere står klar i hele landet til at rådgive dig om hvilke søvnprodukter, som egner sig særligt godt til dig der fryser om natten. Du kan finde din nærmeste Drømmeland-butik her.

Kilder: Sundhed.dk, Sleep Foundation, Cleveland Clinic.