Gavnlig lur
En lille powernap er gavnlig, og forskning på Max Planck Instituttet i München antyder, at det bedste tidspunkt for en powernap er omkring klokken 13. Hos USA's rumforskningscenter NASA har powernaps vist sig at forbedre piloternes reaktionsevne og koncentration med en tredjedel. Og helt generelt viser forskning, at en lille lur i løbet af dagen har en utrolig positiv effekt på immunforsvaret, så man generelt får det bedre, bliver friskere og yder bedre. Hertil kommer, at powernapping forbedrer din »rigtige« søvn.
Læs også: Ny tidsregning for søvn - så meget skal du sove
Sov godt - og kort
En powernap er en kort lur. 15-20 minutter. Ikke længere, for så risikerer du at glide ind i den dybe søvn, og så føler du dig mere træt end før, når du vågner.
Snup helst den korte lur på et sted, hvor der er dæmpet belysning, og hvor du ikke forstyrres af støj. Sluk din mobiltelefon, og slå et vækkeur til. En snes minutters søvn giver kroppen mulighed for at koble helt af.
Formålet med en powernap er at begrænse antallet af sammenhængende timer, hvor du er vågen. Den skal ikke være erstatning for en almindelig, god nattesøvn, men være ekstra sovetid.
Efter en powernap på 15-20 minutter vil man være lidt døsig, men har man sovet nok om natten, fordufter døsigheden efter få minutter. Er man i søvnmangel, går der længere tid.
Sov i arbejdstiden
Flere steder med folk på natarbejde - ikke mindst i sundhedssektoren - siges der ja til powernapping. Altså, at det faktisk er okay at sove i arbejdstiden. Noget man førhen kunne få en fyreseddel for. Nogle steder opfordres de ansatte ligefrem til at snuppe sig en kort lur.
Baggrunden er erfaringer, der viser, at folk præsterer bedre, når der er mulighed for en powernap. Nedslidningen begrænses, og antallet af fejl formindskes.
Enkelte har godt nok taget sig noget af en skraber, efter at den opfordring lød. »Vi har hørt om enkelte eksempler på, at nogle ansatte sov i flere timer på jobbet, og det er jo ikke meningen,« lyder det fra en af landets regioner, der eller tilskynder til powernapping.
Læs også: Hvordan falder man bedst i søvn?
Det gør underværker
Flere siger, at det gør underværker at gøre det til en vane med en powernap. Det er ikke mindst sygeplejersker på nattevagt, der har draget erfaringer med det. Fra flere lyder der udsagn om, at det også har gavnet deres dagsøvn, når de kom hjem fra vagt og skulle sove.
På Stanford University i USA har forskere fundet frem til, at det fald i koncentrationen, der ofte observeres på arbejdspladser, kan udskydes mange timer via powernapping. Derfor kan virksomheder, der sætter powernapping i system, se frem til markante fald i antallet af fejl, dårlige beslutninger og fysiske skader.
Læs også: 6 grunde til at du skal sove nøgen
Kilder: dsr.dk, highonlife.dk