Hvornår begynder børn at drømme?
Søvnforskning tyder på, at børn begynder at drømme allerede fra spædbarnsalderen. Nyfødte vil sandsynligvis opleve drømme som simple sanseindtryk – lyde, berøring og lys – snarere end egentlige fortællinger som os voksne. Omkring 1-3-årsalderen bliver drømmene herefter mere strukturerede og handler ofte om personer, genstande og oplevelser, som børnene har erfaret fra hverdagen. Fra 3-6-årsalderen bliver drømmene mere detaljerede og fantasifulde, præget af barnets voksende forestillingsevne og kreativitet. I denne artikel dykker vi videre ned i, hvordan børn drømmer, og hvad de typisk drømmer om.

Hvordan drømmer nyfødte og babyer?
Nyfødte sover typisk helt op til 18 timer i døgnet, hvor en stor del af deres søvn foregår i REM-fasen – den søvnfase, hvor vi mennesker typisk drømmer mest. Alligevel mener søvnforskere, at spædbørn ikke drømmer helt på samme måde som ældre børn og voksne. Deres hjerner er nemlig stadig under udvikling, og drømme er sandsynligvis en simpel refleksion af sanseoplevelser såsom tryghed og forældrenes nærvær.I løbet af det første leveår begynder barnets hjerne gradvist at bearbejde sanseindtryk og skabe en forståelse af verden. De tidligste drømme er dog sandsynligvis stadig fragmenterede og uden de sammenhængende fortællinger, som vi voksne ellers kan opleve.
Overordnet tyder søvnforskning på, at babyers og nyfødtes drømme primært er baseret på følelser og enkle sanseoplevelser frem for egentlige historier.
Hvad drømmer børn typisk om?
Børns drømme vil ofte ændrer sig i takt med deres kognitive udvikling. Småbørn i 1-3-årsalderen begynder typisk at drømme om genkendelige ting fra deres dagligdag, såsom forældre, søskende, kæledyr eller deres yndlingslegetøj. Disse drømme er ofte korte og til tider usammenhængende – mere som en række billeder end en egentlig historie.Fra 3-6-årsalderen bliver drømmene herefter mere detaljerede og fantasifulde. I denne alder begynder børn at blande virkelighed og fantasi, hvilket betyder, at deres drømme kan inkludere fantasivæsener, eventyr og magiske elementer. Børn i denne aldersgruppe begynder også at huske deres drømme bedre og kan genfortælle dem med større sammenhæng.
Har børn og babyer mareridt?
Søvnforskning tyder heldigvis på, at spædbørn og små børn generelt sjældent oplever mareridt, da deres drømmeaktivitet primært består af sanseindtryk frem for narrative fortællinger. Det er typisk først, når barnet når 1-3-årsalderen og begynder at udvikle en større bevidsthed om verden omkring sig, at mareridt kan opstå. Disse mareridt er ofte knyttet til uvante situationer eller små hverdagsudfordringer, som barnet har oplevet.I 3-6-årsalderen bliver mareridt mere almindelige, fordi barnets fantasi og forestillingsevne vokser. Børn i denne alder begynder at forstå komplekse følelser som frygt, usikkerhed og social dynamik, hvilket ofte afspejler sig i deres drømme. Mareridt i denne aldersgruppe kan handle om monstre, at være alene, blive væk fra forældrene eller andre skræmmende situationer.
Hvis dit barn vågner op fra et mareridt, er det vigtigt at trøste og berolige det. Tal roligt med barnet om drømmen, og forsikr det om, at det var en uvirkelig oplevelse. Nogle børn har brug for fysisk nærvær, mens andre føler sig trygge ved en natlampe eller et beroligende ritual ved sengetid. Ved at vise forståelse og tryghed kan du hjælpe dit barn med at falde til ro og føle sig sikker i sin søvn.
Drøm dig videre ind i vores Sov Sundt univers med:
Hvad er drømme og hvorfor drømmer man?Hvor meget søvn har du brug for?
8 Grunde til at søvn slanker