Har du for travlt til at sove?

Travlt på jobbet. Og alt for få timer i døgnet til alt det, der liiige skal nås. For få til, at du får sovet ordentligt. Natten tages til hjælp, og der spares på søvnen. Men forbedrer det din arbejdsindsats?

Travlt -arbejde -stress -ingen -søvn

Mange kender det. At der skæres ned på søvnen for at nå det hele. Men er det nu også opskriften på at nå ”det hele”? At du har for travlt til at sove, og at du tager på job og føler dig udmattet?

Søvn - og mangel på søvn - påvirker din arbejdsindsats. Og søvn er ofte det første, man lige stjæler af, når der er fart på for at nå alt det, der trænger sig på.

DØGNET RUNDT

Du kan godt skære ned på søvnen en gang imellem og indhente noget af det, du ikke synes, der er timer nok til, hvis du skal have din skønhedssøvn hver nat. Men det er ikke nogen god idé at gøre det ret meget. Konstant mangel på søvn sløver, og det er klogt at gøre sig det klart. Klogt, fordi der ellers altid er en undskyldning for at skære ned på søvnen.

Jobbet, familien, vennerne, samvær, hobbyer, sociale medier og fritidsinteresser er alt sammen ting, der kræver opmærksomhed ”round the clock”. Det er så fristende at få tid til det hele på bekostning af at tage nogle af de timer i brug, hvor man ellers burde sove.

Resultatet af for mange nætter med for lidt søvn: Du tappes for energi. Det smitter af både på job, derhjemme og mange andre steder. Undersøgelser viser, at en persons koncentration og kvaliteten af det arbejde, man leverer, let falder med en tredjedel på grund af søvnmangel.

EN LILLE REMSE

Lad os lige remse nogle af de ting op, søvnmangel influerer på. Det er nemlig ret veldokumenteret, at for lidt søvn påvirker mange ting.

Man er uoplagt bag et rat. Ens sexliv fungerer ikke så godt. Det går ud over humøret. Man bliver mere irritabel. Evnen til at tage velovervejede beslutninger falder. Det gør kreativiteten også. Læg hertil faren for højt blodtryk, stress, overvægt og andre ting, der går ud over helbredet.

Altså: Syv-otte timers søvn som tommelfingerregel er et klogt pejlemærke for at kunne føle sig godt tilpas i dagligdagen, så dårlige søvnvaner ikke får lov at styre.

TRO OM…

Mange tror helt ubevidst, at de kan vinde tid ved at sove lidt mindre. Men i virkeligheden drejer det sig ikke altid om, hvor meget tid du har til rådighed til en opgave. Snarere om, hvor meget du kan få udrettet.

Tilstrækkeligt med søvn sikrer mere energi og bedre koncentration, så man når tingene på kortere tid end ved at møde træt op. Studier viser, at folk, der er lettere berusede, er mere produktive end dem, der er i underskud med søvn.

På lang sigt betaler det sig ikke at ofre sin søvn for at gøre noget arbejde færdigt ud på de sene aftentimer. Derimod fremmer en god nats søvn arbejdsindsatsen…

… og den sandhed viser, at succes faktisk er noget, man kan komme sovende til!

Kilder:  careerealism.com, sleepfoundation.org, mitpfa.dk

Læs også:
Hvordan falder man i søvn? >>
I seng med mobilen >>
Søvnproblemer og stress >>